-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt
paa Mobler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvaeg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdoren og se ind, hvor "Bygmesteren" sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Forst en Hilsen af Brodersen
udenfor vaekkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Laenestolene
saa' man forvitrede Pletter paa Betraekket der, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at fole rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portiererne havde Stoffet holdt sig--de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Doren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentraesben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og loftede de konne--shirtingforede--Bordtaepper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

-Dette var _for_ usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdorene og var lobet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de folte strax, der var
noget ramt i Luften.

-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.

-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de
Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt
spogende