der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadlos Medlidenhed og Smerte:--_det_ var
Mathilde; og han bojede sig frem og tog hendes Haender, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.

Fra det forste Nu, han saa' hende ved Doren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg taenkte. Og mens han endnu holdt hendes Haender i sine, fo'r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og
undertrykte selv hans Smerte--AErgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han
ikke folte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.

De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tojet af og satte sig, og
Erhard sagde:

-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:

-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste haederlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn--_jeg_ ved, jeg er dets _Fader_....

Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at raekke hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Haender mellem sine, mens han i en forloren Kaeletone
sagde:

-De smaa kolde Haender--de smaa kolde Haender, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.

Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfravaerende Ojne maalende hvert Minut, der forlob. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde "ske" noget, lod Erhard sig glide ned
fra Saedet paa Taeppet og klappede kaertegnende hendes Fodder--"de smaa
Kid"--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Haender.

Og enten for at overdove en ulidelig Smerte, der overvaeldede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med et begyndt
at brydes og fo'r begge op og lob rundt i Stuen efter hinanden, hede,
leende og aandelose ... Erhard havde haeldt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Haender, midt i Stuen. De holdt
begge op at le: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.