den langsomme
"Skiveskydning" om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Dogn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke "rykke
ud"....

Herluf sad og stirrede paa Faderens Portraet og horte naesten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans forste Hjem vaagnede paa en
Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sonderborg.

Sundt blev ved at fortaelle; i en underlig daempet halvhojtidelig Tone
talte han, naesten som den, hvori overtroiske Folk fortaeller
Spogelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.

Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.

-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han
var nitten Aar og skulle "rykke ud"....

-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke do, raabte han, jeg er
kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke do, raabte han.

-Og han kastede sig ned paa den opblodte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og graed og bad ... og atter
rejste sig op og laa paa sine Knae og skreg:

-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....

-Og der var ikke noget at sige eller at troste, sagde Sundt: han
skulle jo rykke ud.

-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se
ham ligge der uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine
nitten Aar og paa den "lille Gud"....

-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine
Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet....
Derudefra kom ingen igen....

Sundt tav.

-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over
Skrivebordet: _De_ faldt.

-Men--ved De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle
vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Ben
eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette maerkelige usynlige
tredje Ben eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanfore omkring og har
aldrig forvundet Blodtabet....

-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i
Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Maend som vi er.

Han tav lidt igen, og Herluf taenkte pludselig paa lille Fru Canth og
den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.

-Og