Mathilde og vaere hende til Selskab.

-Den Lille er dod, skrev hun. Maaske var det godt. Forelobig bliver
jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kaere Ven, gaelder det af
et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er
noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hort at
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde vaere meget syg og lidende i Begreb
med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,
hvis De ved noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det
til for at berolige den stakkels Mathilde.

De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod

Deres hengivne Asta Heltz

Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Vaertinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.

Det var Edvard Sundt.

-_Dem_, sagde Berg.

-Ja, sagde Sundt. Jeg taenkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsomme ved en lille Passiar.

-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.

De kom til Saede, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, sogte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjaelpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de forste Ord, da han kom ind.--

Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa'
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:

-Ja, sagde han, han faldt derovre.

Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.

Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var saert modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortaelle--forst sogende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere--om "den Tid derovre".

Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krob, krob paa alle fire--Mand mellem Fae,
sagde han.

-Har De set, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Maelk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kaemper og kravler og kaemper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at
taenke paa den Nat--"Marchen" fra Dannevirke....

-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa
Portraetet.

Han talte om Livet ved Dybbol. Det var jo kun