har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig taenkt paa, at
hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den
ligner kun en Saarfeber, De....

-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbol, sagde Sundt og vendte
sig mod Vinduet.

-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og
hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?

-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at se paa ham. Hvordan?

-I skulde laere den vanskelige Kunst at vaere smaa, sagde han; og meget
alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portraet tilfojede han
sagtere: Og i Stilhed aere dem, der dode for vor sidste Vildfarelse.

Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:

-Og hvad vil nu De, Berg?

-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:

-For det er kun Bogerne, der slutter, sagde han traet: Livet
fortsaettes.

-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.

Han vilde gaa nu.

-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskvaerdig.

-Naa--hvad Elskvaerdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og
frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, for de skiltes:

-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

-Farvel, sagde Berg.

Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at
taenke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.

Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et
stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen
tog to smaa, rod-bukseklaedte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa
Lirekassen.

Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skaere
Grimasser og danse. Pludselig horte han Melodien. Det var "Kyssenes
Sang". Og ud af syv, otte Kokkenvinduer i den store Gaard trallede
musikalske Piger i mange Tonarter Visen:

Her kysses vi, og gor Kur--her kysses vi.

Herluf stod laenge og saa' paa disse to Aber, der dansede paa
Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.

Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var
en Kommissionaer, der var "saa glad ved at traeffe Hr. Direktoren
hjemme". Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og
praesenterede den.

Det var en "Nota" fra en Sommerrestauration.

Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik
utaalmodig op ad Trappen.

Men Kommissionaeren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde hores
over hele Trappe