llemandslykke, som Erhard nod, satte ikke slige sentimentale
Spor, som de, hun sogte. Og hun blev under sin resultatlose Forsken
naesten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin
slove og viljelose Son, som hun lidt efter lidt var kommen til at
omgaaes med en stille Naensomhed, som var han en Rekonvalescent, der
traengte til Omhu og Pleje.

For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--naesten kun ved
Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som
Gerster ikke kunde lade fare.

Erhard havde stadig de to Stuer ved "Volden". Der var han mest.
"Benene vilde til Kroen"; og han var kun som en Slags stille Dranker,
der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden
nogen Stoj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved "Volden" i Stuerne, hvor alt var
falmet og uhjemligt som i et Passant-Vaerelse i et Vestervoldhotel,
hvor hver Rejsende kun bliver en Nat. Efteraaret trak med sin
Fugtighed ind gennem baade Vaeg og Dor.

-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?

-Nae-ae.

-Ja--jeg ikke heller.

-Og hvad saa? sagde Gerster.

-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.

-Hvorfor? sagde Gerster blot.

De tav lidt.

-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Graes, sagde Erhard og blev
liggende laenge med Ojnene op i Loftet.

De talte ikke mer.

Men et par Uger efter sagde Erhard Voldvaerelserne op.

* * * * *

Herluf Berg saa' Leverandorernes Vogne og Kaerrer udenfor
"Victoria-Porten" endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjornet til
Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandorernes
Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres
Varer til Kokkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de
skreg paa Bagtrappen, med deres Kontraboger i Haenderne, saa man horte
dem op gennem hele Gaarden.

Idag var man saerlig hojrostet. En hoj og skrattende Kvindestemme
skaeldte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en
Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Daekketoj.
Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer
mod Drikkepenge, blev haengende paa Trappegelaenderet og horte til;
Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brodet uden mod
Kontant.

Spenner var forvirret og lob op ad Trappen, mens Konen blev ved at
skaende: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg