gtig og ulaeselig, at han naeppe kunde kende den, og Brevet selv
var skrevet ulaeseligere endnu.

Der stod:

Kaere H.

Du ved maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet
vaerre. I de sidste Dage taler de om at slaebe mig til Montreux eller
Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne
se dig forinden.

Din EG.

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa
syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det
... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden
... Men det kunde ogsaa gerne vaere, det var en hel Maaned siden. Tiden
gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven
Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i
Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjaelpen sikker, og der
skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--

Ja--det kunde godt vaere en Maaned siden, han havde talt med ham, og da
havde han set elendig ud, elendig....

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad
Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede
op i Entreen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den laegger sig
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig
hviskede:

-Hvordan er det? sagde han.

-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....

-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudoren. Men
han maa ikke tale laenge.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vaekke en
sovende.

-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Taerskelen.

-Ja, sagde Herluf

-Luk Doren og taend saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske morkt.

-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Haenderne af Bevaegelse ved Lyden af
Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig
melodisk, syntes han.

-Stil den bag Hovedgaerdet.

-Ja, sagde Herluf og gjorde det, for han satte sig ved Sengen.

-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Haender falde
ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskraekket ved at se hans Ansigt, der var
blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?
taenkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve
Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at
taenke. Og forvirret sagde han fuldstaendig dumt:

-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedovet;
pl