aden vendte gennem den lyse
Hal tilbage til sit Kontor:

Dagen var hans.

Han skrev kun endnu det korte Brev til "Victoriateatrets samlede
Persionale" og sendte det bort med et Bud.

Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han
blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne
faldt ind paa Vaeggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede
laenge paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys
dets Konturer urolige og vidskedes ud. Laenge stod Konferentsraad Hein
foran det store Kort eftertaenksom, med et Udtryk naesten af Smerte.

* * * * *

-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. "Deputationen" var staaet af ved
Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og
han aabnede en af Dorene til Logerne. Der var morkt i det store Hus,
morkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at
sidde her.

Han sad der laenge, til han vaekkedes af nogle hoje, jublende Hurraraab.
Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som
lod Elskeren og Ornulf leve hojt.

Saa horte han dem bryde op, og Stojen dode hen. Der var blevet tyst.

Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor
Saetstyks-Bjergene laa vaeltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt
lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig
indpraente sig dets Billede.

Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.

Herluf Berg var naeppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en
civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.

De gik over mod Boulevarden og op gennem Norregade uden at veksle et
Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem
Kaelderen.

-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og
spoge: De holder underjordiske Gange her.

-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres
Fodtrin lod staerkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vaegge. Ad en
lille Trappe kom de op foran Chefens Dor.

Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys
af et Par Lamper. Hr. Rowan loftede Hovedet op fra sine Akter og
hilste, med sit anstrengte eller bedrovede Blik frem mod Herluf.

-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin maerkelig
daempede Stemme, som talte han bestandig i et Sygevaerelse. Vi maatte
strax--endnu i Dag fore den anholdte sammen med Dem og Hr. Ma