kom til at taenke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede
paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at soge den. Paa Vaeggen
hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod
ingen Tal opfort ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den
ottende December.

-Og hvor er _han_, sagde Froken Hansen.

-Spenner?

-Ja.

-De siger han er syg, sagde Herluf.

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Froken
Hansen og lukkede Pulten.

-Til de Gamle?

-Ja.

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang stojende over
Gelaenderne i deres brogede Uniformer:

-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprove.

Oppe fra Damegarderoben horte man Regissorens Klokke, og Koristinderne
rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pageben.

-De kommer jo igen, sagde Herluf.

-Ja.

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsvaerelset, hvor de
Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.

-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har vaeret lidt smaat i den sidste
Tid, Hr. Direktor ... Men nu blir det vel bedre--skont det er
Julemaaneden nu.

-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

De to Gamle kom afsted, just som Regissoren meldte, at alt var i
Orden. Taeppet kunde gaa.

-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte
og lod daempet op bag Taeppet, mens Solisterne lob febrilsk til og fra
deres Garderober.

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne
udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,
forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at
alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle
lobet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde
til Pligt at vaere her? Hvor var Spenner?

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt
meningslost Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det ode
Kontor, aabent for alle Vinde, den nogne, ulaasede Pult--hele denne
Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de
ogsaa reddede sig.

For de _maatte_ redde sig....

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hort, det bankede--da der
stod en fremmed Mand indenfor Doren og hilste.

-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.

Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa