sindelse igen, men
bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran "Hotel
d'Angleterre" tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle
Ojeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der
laa morkt og forladt i Oktoberaftenen:

-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et
saa smukt "Terrain".

Han bojede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han
meldte til Goteborg et "velbesat Hus og fuldstaendig kunstnerisk Sejr".

... Adolf havde fundet Gerster ude i "Victoria" efter Koncerten, og
havde haegtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skont
de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og
bedre end at sidde ene--for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa slovt med lige
til Adolfs Dor, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,
saa det lod hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs vaerste Ojeblik paa hele Dognet, naar han skulde have
denne Gadedor op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem
Foraeldrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brod frem paa en
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens
Begivenheder--Ansten for Morket, for Natten, og endnu mer for Dagen
imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, for han havde
fundet Lys og taendt....

Han var allerede halv klaedt af og sad paa sin Seng, da han atter
drejede Noglen om paa sin Dor og listede sagte ind i Spisestuen igen.
Noglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnoglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik
lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han folte
et Par Gange hen derover med sine Haender, for han lukkede igen....

Sagte trak han Sovekammerdoren til ... I Stagen braendte Lyset ned ved
Siden af den blundendes Seng.

Inde i Foraeldrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf
--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf
svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden
at rore sig--sovnlose i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rorene
sagte sukkede.

* * * * *

Det var en Eftermiddag forst i December, da Herluf kom hjem og fandt
et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skont den var
saa fly