Akten forbi, og de herte Koristerne, der
stojende lob til deres Garderober opad Trappen. De skaelvede, naar de
horte Skuespillernes Stemmer taet ved Doren.

Froken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet
Sorgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle
Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde
set paa hende med sine smaa aengstelige frittende Ojne, mens Froken
Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa
igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Folge med hende, og det
varede en halv Evighed, for de kom afsted, mens den gamle Frue blev
ved at sporge med sin angstfyldte Stemme.

-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over
Gelaenderet.

Og saa havde Froken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den
gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde
ganske som den gamle Frues.

-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var
bleven staaende og havde set efter hende lige til hun var bojet om
Hjornet....

... De sad stadig ubevaegelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter
Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam
han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

Men Regissorens Klokke gik som saedvanlig og de horte Forspillet og
Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:

En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man se--hun
drikker tre--Tre Kopper The.

Der blev banket let paa den modsatte Dor, og Betjenten gik ud.

-Hvor er han? sagde Froken Hansen, straekkende sig hastigt frem over
Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.

-Jeg ved det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.

-Dette Hus, dette Hus, sagde Froken Hansen pludselig og loftede de
knyttede Haender.

Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de horte
Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der
svarede hende med Omkvaedet:

Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa
lystig, saa lystig en Krig.

Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med
Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Doren gik
op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Doren efter sig og
sagde efter et lille Ojebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme
Stemme:

-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.

Herluf bojede Hovedet, han kunde ikke svare. Froken Hansen lagde