rtens.

Berg blev nu forst Martens vaer, henne ved Doren, i Morket. Bygmestren
sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og forte
uafladelig Haenderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en
egen aengstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandvaerkssvend,
der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.

-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa fore ham herop. Betjenten gik frem
over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Doren
blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som folte han
dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa
ganske "Fangen" med bojet Nakke og holdt de ustadige Ojne (rode i det
hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var
han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,
saadan som han der stod.

Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.
Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om
Graensen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.

Men Martens vidste intet og blev kun ved at naevne det ene Navn:
Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,
der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhore
ham, formende sine Sporgsmaal skarpere, ligesom med et Skaer af
Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en
anden.

-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte
de at bygge "Victoria-Etablissementet?"

Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med et
i en hoj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par
Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Paele.

Og for forste Gang reven ud af sin forknytte og stumpe AEngstelighed
ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt
i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende
Sne--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i
ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han
hele dette skonne Hus Historie.

Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Ojne:
Leverandorernes Bedragerier og Haandvaerksmestrenes Svindel; og som en
uvorn Dreng, der pludselig odelaegger det egne Legetoj og sonderslider
Stykke for Stykke, fortalte han om Murvaerket, hvor der var iblandet
Sten fra nedbrudte Ronner; Bjaelkerne, som havde