tilsidst kom hen og lagde begge Haender paa Bergs Skuldre og saa' ham
ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Ojne.

Og, idet han bevaegede Laeberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde
han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,
halvfremmede Man graed den gamle hjaelpelost over sit plyndrede Hus,
over sit agtede Navn og over sin Son.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til
Trost.

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedoren igen. Derinde var
der atter saa tyst som for. Berg vendte sig og gik: her var der ingen
Hjaelp at yde og intet Raad at give.

Han lukkede Doren til Gangen, og naeppe havde Damerne i Dagligstuen
hort Lyden af Doren, som blev lukket, for der brod ud en Strom af
Bebrejdelser og Forbandelser mod "dem, der havde forledt ham".

Da Berg horte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte
i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham
og traf ham som Lyn.

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad
Bredgade til Gronningen. Men Taagen haengte tungt i de bladlose Traeer.

Han bojede ind paa Langelinje; han traengte til at se Vandet, det vide
frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dodt under Taagens Masse.
Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra
Vaerfterne lod Klangen af Hamrene mod de hoje Skibsskrog som Lyden af
besynderlig dumpe og brustne Klokker.

Berg sad der laenge, stirrende frem mod Taagen og det dode Sund.

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde
laest Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede
pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med
Svalen. Det havde vaeret Astas sidste Brev.

Og med et, mens han taenkte paa alt dette, var det som om han pludselig
folte al den gamle Laengsel efter Asta, som alt samlede sig i en
laengselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de forste kaerlighedssikre
Dage.

Til han paa en Gang sagde, han eller "Hr. Sokrates" med denne
besynderlige muntre Betoning:

-Naa--saa det skulde du nu vaere fejg nok til.

-Det skulde du vel nu til at forsoge at bilde dig ind. Det vilde jo
ogsaa vaere saa rart, sagde "Stemmen"--rigtig saa nemt.

-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt
andet--kun ikke det.

Han gik op og ned i Stuen for han igen satte sig med et Suk og laeste
Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje