fs Haand--saalaenge han levede, vilde Berg mindes
denne Haand, saa stiv og kold som en Doendes--og lagde et Ojeblik sit
Hoved ind mod hans Skulder:

-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af
hans Ojne, de "Papirer" har vi jo alle vaeret med at skrive paa.

Adolf var ude, Doren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at
Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa
er det altsaa forbi.

Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs hojre, som han beholdt et
Ojeblik i sin, sagde han:

-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.

-Farvel.

Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte
bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig
Tone.

Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket taet ind mod Husene.
Pludselig fo'r han sammen og blev et Ojeblik staaende: Det var et
Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,
med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Ojne.

* * * * *

Da Berg den naeste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den
gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med
Haenderne i Skodet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om
et usynligt Lig.

Der var saa morkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter
Paarorende og saa Froken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og
hele Tiden klappede hendes Haender.

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i
deres Kreds.

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om
paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa
Haaret og gik rundt igen.

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den
samme, stadig den samme Saetning:

-At han sidder der og fryser, sagde hun med en underlig snovlende
Stemme. At han sidder der og fryser.

Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt
enhver--: Tror De, jeg maa sende Klaeder der op, sagde hun.

-Aa, ja, sagde Berg.

-Tror De? gentog hun.

-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, horte man gamle Adolf igen.

Pludselig kastede Froken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede hojt med
Ansigtet ned i den gamle Frues Skod.

Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.
Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Doren. Ogsaa herinde
blev han ved at trippe rundt, hvilelos, frem og tilbage, til han