blot hoflig og daempet.

-Hvad er der sket? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt
op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede
den modsatte Dor for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte
ham:

-Kun ingen Stoj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

-Ja, sagde Herluf.

-Og her?

-Er mit, sagde Herluf.

Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge daempet, som Laeger
i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Proven, sagde Hr.
Rowan.

-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Vaeg. Ude paa
Gangen sank han sammen et Ojeblik ved Gelaenderet. Ogsaa foran
Spenners Dor stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, for ham
kom ned i Salen, hvor der var morkt. Menneskene paa Scenen saa' han
som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende
paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Logene, de
spillede--Hollaenderen, der graed for sine Log, sine firehundrede Log.

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Baenken lige bag ham og
profeterede, for at gore sig behagelige, en stor Sukces:

-Ja, sagde den ene hojt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det
nye Aar, bekraeftede den anden, mens Hollaenderen blev ved at jamre.

Men pludselig fo'r Direktoren op og standsede Orkestret, raabende til
et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de
vidste det, at det var _det_, de hviskede; skaeldende dem ud over al
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skraevende Ben....

Og med et lob han, som vilde han forhale det et Ojeblik, opholde det
blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede
med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede
han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

Under Finalen gik han.

Udenfor sin Dor modte han Froken Hansen, bleg og forstyrret. Han var
der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

Han aabnede Doren uden at tale, og hun vilde sporge--da hun holdt inde
ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at
hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun
stakaandet.

Og pludselig gaettede hun, laenende sig et Ojeblik mod Vaeggen, for hun
gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse
og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse
fremmede. Udenfor var