n til et allersidste Glas....

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Facade
tavs og mork lig et underligt Gravmaele.

V

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige
Taage, der svobte alting i sit Graat--ogsaa idag.

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs
saere Vaesen igaar og vilde tale med ham for Generalproven. Men i
Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han
gik nedenunder for at soge _der_; Koristerne begyndte allerede at
springe paa Trappen til Generalproven.

Doren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der
ingen. Med sine nogne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som
var det laengst forladt og stod til Leje; Batterier af tomte Flasker
fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den naeste Stue
og saa' en fremmed Mand, der hilste:

-Ja--Doren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den
stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kaeldrene og
maerkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at
stoje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til
Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmorket rumsterede med
deres Saetstykker.

Og Adolf kom endnu ikke.

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle
Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere
Billetterne til Fattigskatten. De maatte taende et Gasblus for at se i
Tusmorket og de begyndte sendraegtigt paa Optaellingen, mens Herluf gik
urolig op og ned og ventede.

Det bankede igen. Det var Froken Hansen, der kom bleg og forpustet:
De? sagde Herluf, mens Vejret naesten gik fra ham: Hvor er Adolf?

-Har han ikke vaeret her? sagde hun.

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Ojeblik bestyrtede, uden at
tale: Har Bankbudet vaeret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til
de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

-Ja.

-Ogsaa hos os.

De gik ind i det andet Vaerelse, og Froken Hansen greb Herluf
krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Froken Hansen horte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo
altid talt om idag, sagde hun ... jo laenge talte om idag.

-Ja, sagde Herluf

Han