un, at hvorfor skal de staa paa et
fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede
hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: "skont det egentlig ikke
behovedes". Da han havde faaet Tojet paa for at gaa, vendte han dog
pludselig om og gik ind og kyssede den "Gamle".

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for
Konstantin--taenkte hun.

... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker sogte om Vaerdier,
Ting at gore i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....

Solvtojet var der.

Han taenkte igen paa Solvtojet, som han havde set en Morgen nu
fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet
igennem Vaerelset og var standset for at se paa det. Moderen snakkede
og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for
Stykke:

-Det var Penge--ikke saa faa Penge, taenkte han.

-Det var Fodselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den
sidste Provesolvsgaflerne, hen til de ovrige pudsede sytten.

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

-Gaar du, Konstantin? sagde hun.

-Ja. Farvel, sagde han aandsfravaerende. Han taenkte allerede paa,
hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det maerkedes,
og uden at det blev set:

-Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Boger ind i Lagenerne--og gamle Papirer,
saa det just blev de gamle Pakker at se til.

-Nej, sagde han som for og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Solvskabet i Tanker--som en
"Udvej": Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod,
skont han tidt havde vaeret derhjemme om Formiddagen, naar Huset var
tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende
bort: Gamle Fru Adolf var sjaeldent hjemme om Formiddagene nu.
Hun gik fra Dor til Dor hos Slaegt og hos Bekendte og lovtalte
Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades
Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun forst
havde graedt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved
Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i
Kaaben og lod alle beundre den.

-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og folte selv hen ad AErmet: Konstantin kan
jo gore det.

... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det
vaere. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantsaette Solvtojet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter:
Do