Herre". Adolf og Spenner vilde kobe Martens ud samme Dag "den
Prioritet blev ordnet", og Martens lob Gade op og Gade ned og
fortalte, at "han kobte Historien kvit igen", som han sagde--til hvem,
der vilde hore det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og
de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede
snakkesalig frem med sine Kokkenmemoirer for Direktorerne, der sad
omgivne af Vinkolere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af
en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Doren. Det var Billetkasserer
Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt
daarligt, rent daarligt til Koncerten.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han
med loftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid
lod som en halv Torden.

-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent
personlig Skaendsel, naar der var daarligt solgt ved "Hullet" og som
ikke forstod al den Lystighed hos Direktorerne, der blev ved at le ad
hans to hundrede og syv:

-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

-Det er ikke til Laurbaerkransene, raabte Spenner.

-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre
stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

-Men der er ingen "Traek" mer, Hr. Direktor.

-N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin hoje, kighostelignende Latter: Jespersen
maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.
Jespersen vaegrede sig, helt skraemt af denne lydelige Lystighed, han
ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i
Rejsetoj; han kom lige fra Malmobaaden (efter Praesentationen havde han
arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz'
forste Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det daekkede Bord og sagde til
Jespersen, der stod fuldstaendig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

-Jeg sogte Dem, min Herre, sagde han vaerdigt.

Berg, der blev ved at vaere meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var
her just for at sporge, hvordan der skulde forholdes med
Fribilletter....

-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Baenkene skal vi vel ikke
synge.

-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale
denne Saetning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De H