Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner.
Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store
Komfur og en taet Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over
Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordaervede Kod.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner
foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for
sig.

Traegt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam
Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens "Bygning".

Da Spenner havde skaffet Ro i Kokkenet, og han og Herluf kom op i
Restaurationen, traf de Adolf:

-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres
Frimurervaesen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med
en Talstorrelse eller et Firma.

-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende
Ojne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortaelle Optrinet i Kokkenet mellem Chefen
og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at le begge to,
rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end
Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv
begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin hoje
generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op,
som glemte de at le med et): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf
igen.

-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo;
det var et Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren
til for at faa Forklaringen....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu laenge ved at le,
mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de
lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige
Lystighed.

-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti
for en, sagde Adolf.

-Ti for en, bekraeftede Spenner.

-Men, sagde Adolf, det er dog paa hoje Tid, man saetter Martens ud.

-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At "saette hinanden ud" var et Yndlingsthema blandt Direktorerne nu.
Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og
fri for den anden, "saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen