ren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet
skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entredoren saa underlig sagte op uden at gore mindste Stoj
med Noglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dorene til Gangen
stod aabne. Han haengte sit Toj op og gik gennem Stuerne med de store
gamle Mobler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt
ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Kokkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han
aabnede Bagtrappedoren for at se efter gamle Marie. Han horte hendes
Stemme nede fra Kokkendoren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa
Vejen til Byen....

Han blev staaende lidt, med Doren paa Klem og lyttede. Marie talte om
ham, forbedrende en af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun
bragte videre til alle Kokkendore.

Adolf trak stille Doren til og gik tilbage. Han aabnede Doren ind til
Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde vaere derinde.
Men Foraeldrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af
hinanden med de hvide Taepper, mens Vaekkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at soge Boger og Papir frem til
Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnoglerne var i Noglekurven, som han
maatte hente i Foraeldrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr.
Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han
fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnoglerne fandt han ikke, provede baade fire og fem, for han fik
den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af
Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik
Solvtojspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserode Papirer
faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst
ved Stojen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det
var hans Daabsbestik og hans lille Baeger, der var gledet ned paa
Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han
ikke baere det.

Inde hos sig selv laasede han alle Dore, mens han loste alle Pakkerne
en for en og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han
noje i Facon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem
sammen igen....

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i
de to halvmorke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de
laa just som for....

Baege