, sagde han.

-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.

-Gerster, sagde Fruen.

-De ved maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde
Professoren og vendte sig.

-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en
tovende og usikker Stemme.

-Og vi er jo beredt til at gore alt, hvad han vil, sagde Professoren
pludselig standsende, i en hoj, skaendende Tone--hvis han _bliver_ her,
fojede han til og vendte sig.

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i
for sig, bojet frem mod den lille Boghylde.

-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun
sagte.

Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet sket endnu
--sagde han.

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,
bort over Gulvet. I Doren vendte han sig halvt og sagde barsk for at
skjule sin Bevaegelse:

-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik.

Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at
lobe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.

Hun graed stille, uden at taenke paa, at Berg var en fremmed, der saa
hendes Graad.

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadlos og bevaeget ved Synet af
denne "Dame", der graed. Saadan sad de laenge, mens der ikke blev
vekslet et Ord.

Professorinden var hort op at graede, og da Berg vendte sig, rakte hun
ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og
hun kunde ikke tale.

Herluf bukkede kun tavs som hun.

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dor op,
og talte nogle Ojeblikke med ham som saedvanlig, mens han aabnede
Entredoren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han
pludselig:

-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham
det.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Doren for
Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Noglen to Gange om
--bag disse moderne Forforere af hans Son.

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin
Krog i Spisestuen. Hun taenkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,
der odelagde hendes Son. Hun gik om Dagene ind i hans Vaerelse og hun
sogte om et Billede, et Brev, et Tegn fra "hende". Hun aabnede hans
Skrivebord med en af sine Nogler og hun undersogte hvert Papir og hver
skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var
bedre, hun vidste, hvem hun var.

Men hun fandt intet--for der var ingenting.

Den A