sagde hun og hendes Stemme blev
pludselig meget bevaeget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han
er saa lidet hjemme.

-Nej, sagde Herluf.

-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder
ham fast i daarligt Kompagni....

-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme
blev igen bevaeget, saa hun naeppe kunde tale, ikke andet end et
Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Haeklenaalen mod sine Laeber, der
sitrede rebelsk.

Berg mumlede noget som en Bekraeftelse, og Professorinden sagde efter
en lille Stunds Forlob sagtere:

-Har han ogsaa talt til Dem om "sin Ide"--at han vil flytte
herhjemmefra.

-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.

-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor
Tid, sagde Professorinden og sogte at smile.

Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien
Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som
Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue
sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en
Raekke Ligegyldigheder, der kun daekkede over alt det andet, hvorom de
ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de
bare saas.

-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.

De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Saetning:

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme
skaelvende Stemme.

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de horte
Professorens Skridt i Sidevaerelset, og Professorinden uvilkaarligt
rejste sig halvt:

-Der er Gerster--allerede, sagde hun.

-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, naesten overdreven
hoflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besvaerlig,
sagde Fruen.

-Ja--infam Korsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, hoj
Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

-Har De maaske set vor Hr. Son fornylig? spurgte han saa med et.

-Ja, sagde Berg.

-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan
ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snaevert, sagde han og
slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjorne som en urolig
Hund i Laenke og talte med en hidsig, bevaeget Stemme: Ikke nye Ideer
nok i Atmosfaeren