aa kom Fruen
strax.

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa "Visitpladserne"
nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjaelpsomt ligeoverfor
hinanden som et Par forlegne Folk, der praesenteres og ikke ved, hvad
de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han
horte Dorene stojende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at
Professoren kunde vaere hjemme nu paa denne Tid.

Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner
og la'r sig overraske hojt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

Sandheden var, at Professorens allerede havde vaeret inde fra Landet i
over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svaert
videre end til "Skammekrogen", hvor hun ogsaa efter Frokost naar
Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og
Daekketoj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet
ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at
kunne sidde med noget mellem Haenderne.

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold
og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf
uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Haeklenaal: han
havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var
Besog.

-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren
lamenteret over den evige Jernbanekorsel....

-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til.

Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille
Marmorbord med Haandbiblioteket og laeste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,
Fra Bonnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op
for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stodvis.

Hun begyndte at sporge om Berg--hvor han havde vaeret og sagde saa
pludselig, naesten uden at vente paa hans Svar:

-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

-Nej--han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De folte begge,
at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men
de ventede og--Herluf stadig med Ojnene i Gulvet.

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og
idet hun hastigt lagde Haekletojet bort, tilfojede hun:

-Kunde De ikke--tale med ham?

-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.

-For det er kun en Vane hos Erhard,