gen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
"overdrevne" i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:

-Dette her kan jeg ikke laenger forsvare, Mathilde, det--det er en ...
Urimelighed--der gik en ganske svag Skaelven gennem Skikkelsen i
Friserkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rent ud
kunde have sagt, hun "transpirerte"--

-Madam Jensen er her, brast det ud af "Naaden".

Mathilde rorte sig ikke, skont hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.

Generalinden folte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Doren.

Men ogsaa Madam Jensen standsede et Ojeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i naesten sanselos Skraek
... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar--"diskre" sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun berovede dets "t"; hun vidste,
hvad en "Forste-Gang" var) et Par Skridt frem og hilste.

Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.

Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdoren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen saer Hojtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Praestinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.

* * * * *

Hun kom altsaa ikke--igen ikke.

Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet braendte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Gronningen,
Mathilde og han:

-Om det var "det"--om det kunde vaere "det"?

Og han sammenholdt paany alle Omstaendigheder ... hendes Luner ...
hendes Vaesen ... det Hele fra den sidste Tid....

Han fo'r sammen, da det bankede paa Doren, og raabte saa "Kom
ind"--han troede, det var Vaertens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det naesten var uhorligt, og han rejste sig for at lukke op.

Det var Mathilde, der stod laenet mod Dorkarmen.

Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En,