Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en "Tagfat", som sogte hun, Hjaelp eller Flugt--for
hun mekanisk lod Haenderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedovelse som
et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, haerget som af en
"Blindebuk", foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Kaerlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.

Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dodsmomentets
spraengende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemlob han dem alle og forstod hende.

Og dog han rorte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa'
hende tage Tojet paa med saert stive Fingre--binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks--og gaa som en Sovngaenger vilde gaa og lukke Doren
sagte til.

... Da hun var gaaet, vandrede han laenge rundt i begge Stuer, flyttede
Moblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbraendte Lys, han vilde slukke, sagde han:

-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at fole Sorg.

Pustede Lysene ud og gik.

* * * * *

Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.

Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kaelede for
"sin Son" og for Mathilde som en Rugehone for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte "skaanes".

Hele Huset daeggede og pyllede om Fruen; de slaebte Hvilestole rundt,
naar hun vilde "gaa"; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv "vilde" jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedorene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.

Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbogen nu, der var Skygge....

Stuepigen slaebte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Saede: Stot dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.

Stem blev siddende ved det daekkede Bord og rog en Cigar ud. Der var et
eget Velvaere over ham i Sommer--det var vel