oligere.

Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul,
men han smilte og sagde:

-Ja, det vil jo altsammen vaere aendret, naar forst Prioriteten er
ordnet, Hr. Konferentsraad.

Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at le lystigt og
lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_
staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglaeste Million.

-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget
munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:

-Men Centralbanken har holdt os laenge hen, Hr. Konferentsraad, sagde
han og tilfojede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre
Engagementer.

Konferentsraaden havde vist slet ikke hort det, for han vedblev kun at
smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden
tilsyneladende Sammenhaeng med noget af det foregaaende:

-De er en forfaengelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfaengelig Mand, det
har jeg altid sagt.

Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil
De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den
er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.

-Farvel.

Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede
Doren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa
et Braedt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og
Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han
saa'.

Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kafeens Vindu: Hvad? har du
nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen.
Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere
rundtomkring.

-Ja, sagde han blot og satte sig.

Der blev bragt Direktoren Kognak at holde ved Taenderne.

... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden
opmuntrende paa Skuldren, for han vendte sig fra Vinduet, hvor han
havde set Adolf skraa over Pladsen som var han en Sovngaenger, der
listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.

Han havde forst siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flod stovede
paa Pultene, Adolf kom her jo naesten aldrig mer. Saa var han vandret
rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste
Salg--et "Kronesalg", Adolfs nyeste Ide, en Konkurrence med
Halvtreds-Ore-Boderne, hvor man strog de allersidste Kroner ind for
Saeson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle
medtagne udstoppede Duer, der floj