som hun sad der igen, timevis, sammenkroben med Fodderne
op paa Sofaen under Taeppet, og hverken horte eller saa', men bare
stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.

Marie Pige var igen ved Dorene, da det ringede. Det var Asta Heltz,
der var her med Vognen.

-Det er kun mig, sagde hun straks i den forste Stue, lille Fru
Mathilde fo'r sammen: Saa korer vi, sagde Asta muntert.

-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod
hende.

-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Haender,
som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i
Venindens Ansigt, hvor Ojnene, syntes hun, blev storre og storre hver
Dag, med saadant et aengstende skraemt Blik, naesten som hos et sygt
lille Barn.

-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.

-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

-Vist saa, sagde Asta og tog hende naesten paa Skodet: noget er der,
noget maa der vaere, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til
hende som til et Barn og brugte de gamle Kaelenavne fra den Gang i
Pensionen, naar Mathilde kom i Morkningen (da faldt Hjemveen altid
strengest over de unge Pigeborn) og krob saa taet, taet ind til Asta:
Mathildes Hjemve havde vaeret som en hel stum Forstenelse, og saa
havde Asta altid vaeret den, der maatte troste og hjaelpe.

-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den
Gang: Lille Mus--lille Mus.

Mathilde naesten stonnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kaelenavn
pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.

-Mathilde dog--men Mathilde dog.

-Jeg tager Tojet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.

Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad
mer. Hun havde forsogt alt, hvad hun kunde taenke--lige fra den Dag,
Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med et, midt som
de stod, havde kastet sig ind til hende og havde graedt og graedt, uden
at svare og uden at tale, blot graedt og graedt...

Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad
Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--laenge.

-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det
var, som Graaden vilde komme op igen.

Naeste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun taenkte, det vilde
maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjorne, og
viste kun en egen ydmyg Takn