emlighed, der naesten pinte Asta... .

... Mathilde kom tilbage med Tojet paa, og de gik ned til Vognen. Hun
blev meget snaksom idag, mens de korte--en hastig og broget
Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig
plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig
sad med de samme stive og stirrende Ojne og talte, talte om lost og
fast:

-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.

-Rejser? sagde Asta.

-Men hvorhen?

-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme
ynksomme Hast, som legede hun "Hund og Hare" med sine egne Tanker ...
Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han
skrevet, sagde hun.

-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde
Asta.

-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Ojne ud
i Luften, til de vendte hjem.

... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Vaesen var naesten
endnu mere aengstende og forskraemt, da hun kom tilbage.

Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par
korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og
forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke
vidste, hvad han skulde taenke: Hvad mon der var i Vejen?

For der maatte jo dog vaere noget i Vejen....

Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren
og Stojen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget
videre; han havde taget det for Luner eller "Folger af Foraaret", som
gik over.

Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt
anderledes end for: et Par regelrette Saetninger med en Haand saa
omhyggelig som Bogstaverne i en Skonskriftbog uden saa meget som et
eneste af deres "egne" Ord--kun de nogne Par Saetninger.

Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden,
naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfaeldigvis
vaeret ombord paa det samme Malmoskib og fortalte det:

-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ...
Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet....

-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er
osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.

Erhard folte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han
kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og en Gang ventede han
ved Volden forgaeves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forlob
endnu et Par Dag