le Mand, der blev ved at snakke uophorligt lige
til sin Gadedor hjemme.

Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Kobmagergades Hjorne. Da han lob
forbi Glasdoren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til
Froknerne. Froken Hansen vaklede i Knaeene, da hun saa' hans Ansigt, og
hun lob op ad Kontortrappen og slog Doren til.

-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde naeppe tale.

Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten
som et livlost Noget og hulkede hojt.

-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den
yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der sket--hvad er der
sket? sagde hun. Sig det--sig det....

Han loftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Ojne, der var stive og
som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.

-Ved han det? sagde hun: ved han det? hendes Taender klaprede i Munden,
og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.

Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale;
afbrudt af Stonnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spaekkende det
med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Ronner
og Spenner, som han kaldte "en Forbryder" og Berg, den Stymper--dem
alle: _Ham--ham_ lod de baere det, raabte han fortvivlet, til han som
et Kadaver faldt ned over Pulten.

Froken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Haender og slap dem
raadlos igen.

-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Haenderne.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for
at vaede hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen,
sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.

Han loftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde
hun halvt revet op, og hendes Kinder braendte i Angstfeber. Adolf greb
hendes Haender og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:

-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog
med Ansigterne taet indmod hinanden, begge blege, aandelose, pludselig
Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, laenet ind mod
hans Skulder.

Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begaer, greb han hende om
Haandledene og forte hende ind i den gamles Rum, hvis Dor han slog
til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det rode
Trae raktes dinglende langt ud af Munden.

* * * * *

Marie Pige havde allerede nogle Gange vaeret ved Dorene for at se efter
Fru Mathilde,