Hovedet.

Saa sagde Asta, idet hun forte Armen frem, som vilde hun indramme hele
hans nye Existens her inde og derude paa "Victoria", i en Tone, der
skulde spoge, men lod lidt brudt:

-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.

Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide
bort under hans Fodder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at
han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt
og bedrovet:

-Aa--Berg--desvaerre--vi var vel Tvivlere begge.

Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at kobe hos
Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille
Stakkel.

Berg blev som vaekket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru
Stern--det lille syge, skraemte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt
hende igen, som hun saa' ud....

-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden
... Den Aften, sagde hun sagtere.

Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
Herluf folte sig kun som bedovet og saa ganske uskikket til at taenke,
mens han, idet han gik ned mod Ostergade, vendte sig mekanisk Gang paa
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede
Ansigt.

Paa Ostergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og
rodkindet: De maatte i "National" i Aften, sagde han, alle i
"National", i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en hoj,
stojende Stemme og store Bevaegelser, mens han blev ved at snakke om
National, og om at _han_ inviterede Selskabet til "Victoria"....

-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhojt og tog ham
i Armen.

-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brosigt og begyndte igen at tale
om "National": de maatte have Brodersen med...

De horte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde
fulgt et Medlem af "Athenaeum" op og ned ad Ruten, og som vrovlede
Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere hojrostet (mens han
idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Son stod paa Fortovet
ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det
skar gennem Berg.

Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky
Blik hen paa Sonnen:

-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin?

-Nej--jeg maa vaere paa "Victoria" sagde Adolf.

-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.

-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han folte en angstfuld
Medlidenhed med den gam