ligesom skraemte med deres udspaendte
Vinger.

Berg drev rundt fra Vaeg til Vaeg og spogte med Froknerne og slog paa de
tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han horte
efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik
op igen, i det forladte Kontor, Froken Hansen og han; og de ventede,
staaende eller gaaende rundt:

-At det kan vare saa laenge, sagde hun.

-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Vaeg-uhret
gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf.

-Og han gik Klokken tre?

-Ja, sagde han.

De gik atter ned, begge to--de maatte vaere sammen--og de talte, mens
de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:

-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Telefonen ringede: Det var en Depeche fra "Spenner-Bureauets" Tourne,
der var ankommet til "Victoria"; Bernhard-Schmidt-Tourneen i Ribe:
Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.

-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig
Horeapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.

De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Froken Hansen igen.

Hun begyndte tankelos at gaa rundt og stove af paa Pulten og inde i
det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmaerker hang glemte og gulnede
paa deres Pinde.

Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar
den Gamle blot ikke faar dem at se.

-Den Gamle--hvad? sagde Berg.

-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude
skriver jo Navnet.

-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op
for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod
hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i
hans Stemme--:

-Hvorlaenge har det vaeret saadan?

-Laenge, sagde hun.

De traadte ud af Rummet, og Froken Hansen gik ned i Butiken. Lidt
efter rev Herluf Doren op dernedtil:

-Jeg gaar ham imode, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke laenger
holde det ud; og han gik ud ad Bagdoren. Han saa' slet ikke den Dame,
han strejfede i Gangen.

-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nodigt
--og han stod foran Asta Heltz taet ved Doren--at vi undgaar hinanden,
sagde hun.

Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig ses. sagde hun med en
let Anstraengelse, og vilde holde ham et Ojeblik fast, trods hans
Forvirring, som hun troede skyldtes hende:

-Vi var jo dog altid gode Venner.

Berg bojede kun stille