n.

De andre var ungdommeligt paaklaedte, halvt som Teaterdamer, i farvede
Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer,
der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra
Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der
lugtede som Kongerogelse.

De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge
let ... Men ingen ved vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke saette sine Penge i
Centralbanken.

Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om
Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur
bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.

De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Vaerelserne: der var
en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:

-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk.

Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver reusseret
Mand havde begyndt.

Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par
Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev
der valset, saa Froken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem
Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det
hvaesede--horte man den opfarende Herres Skratten:

-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer.

Froken Vilhelmine med fire Damer i Haelene kiggede ind ad Doren og fik
Fru Arnesen af Landbruget til "den femte Finger":

-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.

Det var Hr. Andersen, som forte op. Hr. Andersen var en lille
sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opforende Kavaler
rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige
Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Vaeggene.

Herluf blev ved at fortaelle, mens Damerne lo.

-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den
anden Stue, de Mennesker lever lystigt....

Herluf fo'r sammen, da han horte en Stemme bag sig, han troede ikke,
der var nogen i Kabinettet.

-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.

-Er De her? sagde Herluf forbavset.

-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved hojtidelige Lejligheder.
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er laenge siden, vi har
set hinanden; og hun begyndte at tale og sporge og le ad en hel Del
Ting, hun slet ikke taenkte paa, med en stakaandet Stemme naesten som en
brystsyg, til hun tav med