nner, der tavs kradsede i sine
Boger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen,
maatte Spenner folge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dor;
skont al deres Samtale var et Par Tal, Sporgsmaal og Svar, Summen paa
en Veksel eller paa en Regning--mens de gik.

Adolf strog Snese Vokssvovlstikker af, for han hjemme kom op ad
Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Foraeldrenes Sovekammer. Fru
Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men
hans Dor var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.

-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at vaere ene, naar man
sover.

Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i
Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se
til--som var "Herskabet" forrejst, saa stille var der, mens de to
gamle sad modlose, hver i sin Krog.

-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.

-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.

-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige,
strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog
sit sukkende og tankelose: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og
fik Tojet paa.

-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

Men det varede en rum Tid, for han naaede op i forretningen; og tit
kom han slet ikke laenger end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den
halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og
_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra
det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte
vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Froken Hansen. Der var ingen
Kunder i Butiken, og de tre Frokener faerdedes orkeslose i det
udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Froken Hansen, og de sad begge
to tavse i det morke Kontor.

-Ja. Froken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret
er der fuldt.

-Ja, sagde Froken Hansen.

De tav igen, fortsaettende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde
sagtere:

-Men--Froken, sagde hun--hvor blev Pengene af?

Froken Hansen fo'r sig med Haanden over Ojnene i Morket: Aa--der skal
jo meget til, sagde hun beroligende.

-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin
hviler det--paa ham hviler det.

-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endt