e
med samme Sporgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste,
Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under
Paaskud af at soge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og
langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de
hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Kokkenet, og gennem et Par Dore
saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtoj, med
Ansigtet vendt ud mod det store Kokken. Det gav et Ryk i gamle Fru
Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle
Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom
hjem, sagde hun:

-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamaen helt nede i Kokkenet ... for
at sporge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.

-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Ide:
hun sidder bag Doren til Bagtrappen og inspicerer....

-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte.

Om Eftermiddagen fortalte hun Froken Hansen om sit Besog i Kokkenet:

-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som
Kokkentrappe-Inspicient.

-Hun taenker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ...
Der er jo mange Born hos Martens, sluttede hun.

... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest
ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede
Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der
vilde hore det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften,
farveblaendet foran den taenkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og
Guld.

Desuden havde han nok at gore i sine Huse: Lejerne skreg paa
Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i et Kor.

Om Sondag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med
Haedersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og
bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandorerne, af Spenner,
af Adolf--det hele Slaeng; og han svor og bandte som i Svendedagene og
skaeldede dem baade for Tyve og Rovere.

Fru Martens gik stille rundt paa Lobetaepperne og vendte tilbage til
sit Bornekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over
dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og
Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene
Billede fra Festaftenen: af det store Kokken