og den fremmede Kok med
hans Hjaelpere. Det blev en fiks Ide hos hende, at det var her, de blev
bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kod ned at forkulle i
Asken.

Og ogsaa hun begyndte at faerdes ude i Etablissementet, forst under
Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet,
gennem Kaelderristene, i det lyse Kokken, fra Vindu til Vindu--til hun
en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget vaek for Tyveri, aabent tog
hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasoje i
Doren og holdt Oje med Kokkenet og Trappen.

Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt
hojrostet i sit Savoyard-Maal, saa det lod hen gennem hele Rummet: han
vragede hidsigt mellem de maegtige, rode Kodstykker og slog det aevrede
Smor op i Kasserollerne med de bare Haender.

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de
hundrede Kar, hvori de rodho'dede Medhjaelpere rorte, og som de
flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det
altsammen. Smorret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og
Trofler--Kokken _god_ de dyre Sager ud med sine travle Haender, som
fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de
skyllet i Vandbaekkenet--gaa op i en eneste Rog, en Damp, som stod om
Kokkene, mens alting snaerrede sammen til elendige Smaaportioner,
Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadlos.

Personalet begyndte at knurre af Misfornojelse; for _den_ blev jaget
bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde
fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slaebt skaert Kod ud
af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skorter.

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to
Uldklokker af Flonel, indkobt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte,
fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anrettervaerelset.

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundvaerlig Stotte for Huset, med
sine fem Procent af alle Indkobene--valtende foran Madam Martens, der
blev bleg og hulkindet af Kaelderluften i sit Kammer ved Trappen....

... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi
Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i
Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

Da han aabnede Doren, fo'r Adolf forskraekket op fra Stolen--han var i
det hele saa nervos, saa han skraemtes ved hver Lyd i denne Tid--:

-Naa--