ev et Ojeblik staaende:

-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang
efter "Prinsessen af Bagdad".

-Ja, sagde Adolf.

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det
modsatte Fortov: hele Huset var morkt. Vinduerne sad saa besynderlig
dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod
Foraeldrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

Berg blev ganske angst; og i samme Ojeblik, mens Adolfs Ansigt laa taet
ind til hans, taenkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske
det samme Udtryk som Gerster--i Ojnene.

-Hvad er der dog, Adolf? sagde han aengstelig.

-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og losnede Armene fra Bergs
Hals for at gaa over mod Gadedoren, hvor han begyndte at soge efter
Vokssvovlstikker i alle Lommer.

-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ...
Der kommer vel bedre Tider igen....

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig
selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert
andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner
til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle
Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i
Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke
vanskelige at anbringe.

III

Havde De _anet_ det? sagde Hr. Molbom--han var knap kommen indenfor
Doren i Canths Entre--: _Anede_ De det?

Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Haender:

-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.

Hr. Molbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet
slog ham som et Braedt gennem Hovedet.

Fru Molbom tog sine Galosker af i Tavshed.

-Og ingen vidste det, sagde Hr. Molbom og rystede paa Hovedet, som om
det var det forunderligste ved Sagen og Bortforelser vanligt
anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.

-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde,
hun var rejst og ... forklarede ham.

Molboms AErme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.

-Og _han?_ sagde Fru Molbom. Det var hendes forste Ord; hun havde kun
hilst Goddag med et majestaetisk Nik.

-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde
Tojet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedoren o