dte Hovedet imod ham; han horte igen Fru
Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og folte den samme Lyst,
at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

Og lidt efter, idet han strakte sig i Saedet, tilfojede han--og i den
samme halv satiriske Tone som Scheele--:

-Jeg ved meget mindre, hvad jeg skal sige om Maendene, sagde han.

Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Morket:

-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til
Drosken standsede ved "Axelhus", hvor Scheele boede, og de stod ud.

... Froknerne Gravesen var forsamlede i Kokkenet; de havde en
Ulvehunger: siddende op paa Kokkenbordene, gik de de tomte Ragoutfade
efter med Brodskorper--det Gravesenske Kokken var ganske udtomt.

Hr. Gravesen kom omsider ned i Kokkendoren med et Lys og spurgte: om
vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru
Gravesen, men Bornene var sultne.

-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad
Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den sovndrukne
Theodora Senge op til Frokenerne.

Fru Gravesen ventede laenge nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var
faldet i Sovn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig
blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han
var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og
sagde: Du ved vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig
derefter....

Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattoj,
havde ladet ham tale. Hun havde blot en Gang vendt Hovedet om fra
Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som
Musehaler:

-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebornene har jo dog haft en
Fornojelse.

... Froknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora
havde set provende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener
til Side paa Dynerne i Skyndingen....

Hun foretrak at sove paa Kokkenstolen ved Siden af Komfuret.

* * * * *

Livet i "Victoriaetablissementet" var laengst doet ud, og alt var
slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, orkeslos,
Kvarter efter Kvarter, bojet over en Bog, uden at bekvemme sig til at
bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: sovnig skrev
Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.

Det var blevet Adolfs Vane at haenge her i Kontoret til ud paa Natten
kun med Selskab af den halvsovende Spe