Og Deres Del i
Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne
By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tor sige det--det hele
danske Folk bor vide Dem Taknemlighed for Deres Vaerk.

Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et
Ojeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, forte langsomt hojre
Tommelfinger op til Naesebenet. som om han tog en lille Snus) for han
vedblev i en noget anden Tone:

-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Haederligheden hos
vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros,
denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet
og storre Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og
Herrer, paa dens saedelige Lodighed: det er dens Holdning i
_Konkurrencens daglige Faegtning_--der staar den sande, den svaere Prove
for en Presses Moral.

De Herrer raabte Bravo, og med stigende Rost sagde Kaptejnen:

-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_
fortjener den sin umistelige Del af AEren for Udviklingen i vort Land.

-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor
danske Presse.

Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Doren til Gangen. Vendt
ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--"Levet" endnu en Gang,
og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktoren, var ved sin Mands
Tale blevet afbrudt i nogle Bemaerkninger om Krigsbestyrelsen, men tog
nu Emnet op igen:

-Kaere Frue, sagde Redaktoren, det vil vaere Kaptajnens storste Lykke,
at han har forladt den aktive Tjeneste....

Fru Petersen saa' paa ham.

-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han
--Redaktoren bojede Spidsen af sit brune Overskaeg om sin Finger--nu
vil han have Tid til at gore den gaeldende....

Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af det Smil
og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skaenke i i sin
Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktoren nu lige smagte
paa--:

-Han vil gore Nytte, Frue, sagde Redaktoren, stor Nytte. Vaer vis paa
det.

... Berg korte hjem med Scheele. De forste ti Minuters Tid talte de om
ligegyldige Ting, til Konversationen dode hen, og de sad tavse, hver i
sit Hjorne.

Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde vaere satirisk:

-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt
paa at elske?

-Ja, sagde Berg og ven