et. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden,
mens Herluf taenkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Ojnene
havde braendt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet
sammen, saa Kindbenene stod frem.

Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget
Svar tilfojede hun:

-De ved vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?

Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske
Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa
kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille
Herluf, tilfojede Fru Canth.

Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set
hinanden i to Maaneder.

Berg svarede intet og de tav igen. Neden under horte man Hr. Andersens
kommanderende Rost; han var naaet til sit store Numer, Kaede gennem
Huset, og man horte allerede Parrene som et vildt galopperende
Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr.
Andersen fo'r forrest hen forbi Forstesalsdorene, videre, opad
Trappen, med den hele Raekke.

Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne
sled--Raekken floj videre:

-Nej--ikke der, skreg Froken Frederikke; Andersen havde aabnet Doren
til det lille Rum med de aegteskabelige Senge, der blev belyst af en
enlig Lobelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin,
hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

Doren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

De kom just i Gangen paa forste Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der
havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da
"Redaktoren" kom ind med Redaktor Scheele fra "Dagen", saa' han den
hele Kaede, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandelose, flyve nedad
Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

-Naa, sagde Redaktoren, det er det glade Kobenhavn.

Fru Duncker havde hort Dorklokken, som med en utrolig Sans, selv
gennem Larmen:

-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de
horte Stemmerne paa Trappen.

-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet
ikke forsogte at skjule.

-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktorernes Stemmer.

Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Doren; og for han
naaede ud, horte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa'
Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild,
saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og
se he