Men Kaptajn Petersen, der med
Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det
var en Yndlingsbeskaeftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den
Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det
var en Levebrodsinstitution--en eneste Levebrodsinstitution hele
Venstre....

Staehr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin
Laenestol, sagde nu:

-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_
... Hojre mangler Maend, der lever af det.

-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

-Jeg siger, Hojre mangler Maend, der lever af det, sagde Staehr.
Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede
af den....

Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskoderne
falde tilbage paa deres Plads, mens Staehr arrigt sagde:

-Ja--for er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

Krans, der havde undersogt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi
Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrod; og Gravesen
gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.

Der blev nogle Ojeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset
vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:

-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfaerdige
Sag.

Berg havde kun kigget ind ad Doren til Herrerne og gik ned ad Trappen
igen, da han modte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa
inderlig lettet ved: at det nu "gik":

-De vil nok saette lidt Humor derinde, sagde hun fortroligt og pegede
paa Doren til Daglistuen; selv gik hun videre.

Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget
trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille
Kraenkelse, der har taget deres bedste Toj frem for at sidde i Krogene.

Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtaegter og om to Veninder, gifte
i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Moblement og
"tog nyt"--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i
Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i
Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi,
sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden taenkte, den
Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for
Aldersgraensen, maa klaede os derefter, sagde Fru Peterse