toire, da Martens rev
Doren op og sagde helt forpustet af Alteration: At "Hein" ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa en Gang:

-Hvad?--Hvor? og var ude, for man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.

Impressarioen saa'sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han
med Vaerdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en nodvendig Samtale--at en meget
afgorende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag....

-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der traekker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankevaerk, mens han betragtede disse mange Rester af konne
Plakater--:

-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange "populaere Koncerter", sagde han og vendte
sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og
Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde
spise godt til Middag.

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i "Victoria" og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjaelpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tovede han dog og kunde ikke beslutte sig: Forelobig vilde
han nu lade Filialdirektorerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmode her i naeste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid se, hvordan det videre vilde udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdoren og saa' over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdaekkede Borde ventede pretentiose og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tojroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdoren, orkeslose og ubevaegelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstovler. Portieren over Doren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Rogen af
Allemands