fru
Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

GINA.
A, jo; unge herr Werle er ikke sa svaer at kende igen.

GREGERS.
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR.
Er du gat fra huset, siger du?

GREGERS.
Ja, jeg er flyttet hen pa et hotel.

HJALMAR.
Ja sa. Na, siden du er kommen, sa ta' af dig og sla dig ned.

GREGERS.
Tak.

(traekker yderfrakken af. Han er nu omklaedt, i en simpel gra
klaedesdragt af landligt suit.)

HJALMAR.
Her, i sofaen. Gor dig det mageligt.

(Gregers saelter sig i sofaen, Hjalmar pa en stol ved
bordet.)

GREGERS (ser sig omkring).
Sa her er det altsa du holder til, Hjalmar. Her bor du
altsa.

HJALMAR.
Dette her er atelieret, som du vel ser--

GINA.
Men her er nu rummeligere; og derfor sa holder vi os helst
her ude.

HJALMAR.
Vi bode bedre for; men denne lejligheden har en stor fordel:
her er sadanne praegtige ydre rum--

GINA.
Oe sa har vi et vaerelse pa den andre siden af gangen, som vi
kan leje ud.

GREGERS (til Hjalmar).
Se, se,--du har logerende ogsa.

HJALMAR.
Nej, ikke endnu. Det gar ikke sa fort, ser du; man ma vaere
om sig. (til Hedvig.) Men det var det ollet, du.

HEDVIG (nikker og gar ud i kokkenet).

GREGERS.
Det er altsa din datter?

HJALMAR.
Ja, det er Hedvig.

GREGERS.
Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR.
Hun er det eneste, ja. Hun er vor hojeste glaede i verden, og
--(saenker stemmen.) hun er ogsa vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS.
Hvad er det, du siger!

HJALMAR.
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at
miste synet.

GREGERS.
Blir blind!

HJALMAR.
Ja. Endnu er bare de forste tegn at spore; og det kan jo ga
bra' en tid endnu. Men laegen har varslet os. Det kommer
ubonhorligt.

GREGERS.
Dette her er jo en skraekkelig ulykke. Hvorledes har hun fat
det?

HJALMAR (sukker).
Arveligt, rimeligvis.

GREGERS (studsende).
Arveligt?

GINA.
Ekdals mor havde ogsa svagt syn.

HJALMAR.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR.
A du kan da taenke, vi naenner ikke at sige hende sligt. Hun
aner ingen fare. Glad og sorglos og kviddrende som en liden
fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvaeldet.) A,
det er sa knusende svaert for mig, Gregers.

(Hedvig bringer et braet med ol og glasse, som hun saetter pa
bordet.)

HJALMAR (stryger hende over hodet).
Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG (laegger armen om hans hals o