nsel.

GINA.
Her er penselen ogsa.

(bringer ham sagerne.)

HJALMAR (tar en saks).
Bare en papirstrimmel pa bagsiden--. (klipper og klistrer.)
Det vaere langt fra mig at ville forgribe mig pa fremmed
ejendom,--og aller mindst pa en uformuende oldings. Na,
ikke pa--den andens heller.--Se sa. Lad det ligge der sa
laenge. Og nar det er ble't tort, sa ta' det vaek. Jeg vil
ikke se det aktstykke for mine ojne mere. Aldrig!

(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)

GREGERS (lidt forundret).
Hvad,--sidder du her, Hjalmar?

HJALMAR (rejser sig hurtigt).
Jeg var sunken ned af mathed.

GREGERS.
Du har dog spist frokost, ser jeg.

HJALMAR.
Ogsa legemet gor stundom sine krav gaeldende.

GREGERS.
Hvad har du sa bestemt dig til?

HJALMAR.
For en mand, som jeg, er der kun en vej at ga. Jeg er i faerd
med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid,
kan du vel taenke.

GINA (lidt utalmodig).
Skal jeg sa gore stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke
vadsaekken?

HJALMAR (efter et aergerligt sideblik mod Gregers).
Pak,--og gor i stand!

GINA (tar vadsaekken).
Ja-ja, sa laegger jeg ned skjorten og det andre da.

(gar ind i stuen og traekker doren til efter sig.)

GREGERS (efter en kort taushed).
Aldrig havde jeg taenkt, at dette skulde bli' enden pa det.
Er det virkelig en nodvendighed for dig at ga fra hus og
hjem?

HJALMAR (driver urolig omkring).
Hvad vil du da, jeg skal gore?--Jeg er ikke skikket til at
vaere ulykkelig, Gregers. Jeg ma ha' det godt og trygt og
fredeligt omkring mig.

GREGERS.
Men kan du da ikke det? Forsog det bare. Nu synes jeg, her
er fast grund at bygge pa,--og begynd sa forfra. Og husk
pa, du har jo ogsa opfindelsen at leve for.

HJALMAR.
A tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med
den.

GREGERS.
Sa?

HJALMAR.
Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De
andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir
vanskeligere dag for dag--

GREGERS.
Og du, som har lagt sa stort et arbejde i dette.

HJALMAR.
Det var denne udsvaevende Relling, som fik mig til det.

GREGERS.
Relling?

HJALMAR.
Ja, det var ham, som forst gjorde mig opmaerksom pa mit anlaeg
for en eller anden maerkelig opfindelse i fotograflen.

GREGERS.
Aha,--det var Relling!

HJALMAR.
A, jeg har vaeret sa inderlig lykkelig over den sag. Ikke sa
meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode
pa den,--trode pa den med barnesindets hele magt og
styrk