e.--Ja, det vil sige,--jeg dare har gat her og
bildt mig ind, at hun trode pa den.

GREGERS.
Kan du virkelig taenke, at Hedvig skulde vaeret falsk imod
dig!

HJALMAR.
Nu kan jeg taenke, hvad det sa skal vaere. Det er Hedvig, som
star ivejen. Hun kommer til at staenge solen ude fra hele mit
liv.

GREGERS.
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne
staenge for dig?

HJALMAR (uden at svare).
Sa usigelig som jeg har elsket det barn. Sa usigelig
lykkelig, som jeg folte mig hver gang jeg kom hjem i min
fattige stue og hun floj mig imode med sine sode, lidt
mysende ojne. A jeg troskyldige dare! Jeg holdt sa usigelig
af hende;--og sa digted og dromte jeg mig ind i den
indbildning, at hun holdt sa usigelig af mig igen.

GREGERS.
Siger du, at det bare var en indbildning!

HJALMAR.
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke fa presset noget
ud af. Og hun mangler jo desuden sa aldeles sans for den
ideale side af forviklingerne. Men for dig foler jeg trang
til at abne mig, Gregers. Der er denne forfaerdelige tvil--;
kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig aerligt af mig.

GREGERS.
Det kunde du dog muligens fa vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad
er det? Jeg synes vildanden skriger.

HJALMAR.
Vildanden skraepper. Far er pa loftet.

GREGERS.
Er han det! (giaede lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok
fa vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af
dig!

HJALMAR.
A hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tor ikke tro pa nogen
forsikkring fra den kant.

GREGERS.
Hedvig kender visselig ikke til svig.

HJALMAR.
A, Gregers, det er jo netop det, som ikke er sa sikkert.
Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sorby mangen gang kan ha'
siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha'
orerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke sa uventet
endda. Jeg syntes nok, at jeg maerked noget sligt.

GREGERS.
Hvad er det dog for en and, som er faret i dig!

HJALMAR.
Jeg har fat ojnene op. Pas du pa;--du skal se, gavebrevet
er bare en begyndelse. Fru Sorby har altid havt sa meget
tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gore for
barnet, hvad det sa skal vaere. De kan ta' hende fra mig,
hvad tid og time de lyster.

GREGERS.
Aldrig i verden gar Hedvig fra dig.

HJALMAR.
Vaer du ikke sa viss pa det. Dersom de star og vinker efter
hende med fulde haender--? A, jeg, som har elsket hende sa
usigelig! Jeg, som vilde sat min hojeste lykke i at ta'
hende varsomt ved handen og lede hende, som