et, barnet!

GREGERS (haest).
Pa havsens bund--.

HJALMAR (springer op).
Jo, jo, hun ma leve! A, gud velsigne dig, Relling,--bare
et ojeblik,--bare sa laenge til jeg kan fa sagt hende, hvor
usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

RELLING.
Hjertet er truffet. Indre forblodning. Hun dode pa stedet.

HJALMAR.
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og sa krob hun
forskraemt ind pa loftet og dode i kaerlighed for mig.
(hulkende.) Aldrig fa gore det godt igen! Aldrig fa sige
hende--! (knytter haenderne og skriger opad:) A, du der
oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

GINA.
Hys, hys, du ma ikke anmasse dig sa faelt. Vi havde vel ikke
ret til at beholde hende, kan jeg tro.

Molvik.
Barnet er ikke dodt; det sover.

RELLING.
Sludder.

HJALMAR (blir stille, gar hen til sofaen og ser med
korslagte arme pa Hedvig).
Der ligger hun sa stiv og stille.

RELLING (soger at lose pistolen).
Den sidder sa fast, sa fast.

GINA.
Nej, nej, Relling, braek ikke fingrene hendes; la' pigstolen
sidde.

HJALMAR.
Hun skal fa den med sig.

GINA.
Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
Ta' i med, Ekdal.

(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)

HJALMAR (mens de baerer).
A, Gina, Gina, holder du dette ud!

GINA.
Den ene far hjaelpe den anden. For nu er vi da halvt om
hende, ved jeg.

Molvik (straekker armene ud og mumler):
Lovet vaere herren; til jord skal du blive; til jord skal du
blive--

RELLING (hvisker).
Hold kaeft, menneske; du er jo fuld.

(Hjalmar og Gina baerer liget ud gennem kokkendoren. Relling
lukker efter dem. Molvik sniger sig ud pa gangen.)

Relling (gar hen til Gregers og siger):
Aldrig skal nogen binde mig pa naesen, at dette her var et
vadeskud.

GREGERS (som har stat skraekslagen, i krampaytige rykninger).
Ingen kan sige, hvorledes det forfaerdelige gik til.

RELLING.
Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun ma ha' trykket
pistolen lige imod brystet og fyret af.

GREGERS.
Hedvig er ikke dod forgaeves. Sa De, hvorledes sorgen
frigjorde det storladne i ham?

RELLING.
Storladne blir de fleste, nar de star i sorg ved et lig. Men
hvor laenge tror De den herligheden varer hos ham?

GREGERS.
Skulde ikke den vare og vokse for livet!

RELLING.
Inden tre fjerdingar er lille Hedvig ikke andet for ham end
et vakkert deklamationstema.

GREGERS.
Og det tor De sige om Hjalmar Ekdal!

RELLING.
Vi ska