man leder et
morkraed barn gennem et stort ode rum!--Nu foler jeg det sa
nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i
loftslejligheden har aldrig vaeret noget belt og fuldt for
hende. Hun har bare sa listelig sorget for at sta pa en god
fod med ham sa laenge til tiden kom.

GREGERS.
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.

HJALMAR.
Det forfaerdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal
tro,--at jeg aldrig kan fa vide det. Men kan du da
virkelig tvile pa, at det ma vaere, som jeg siger? Ha-ha, du
stoler for staerkt pa den ideale fordring, min gode Gregers!
Dersom de andre kom, de, med de bugnende haender, og rabte
til barnet: ga ifra ham; hos os har du livet ivente--

GREGERS (hurtigt).
Ja, hvad da, tror du?

HJALMAR.
Hvis jeg sa spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi'
slip pa livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde
nok fa hore, hvad svar jeg fik!

(Et pistolskud hores inde pa loftet.)

GREGERS (hojt, i glaede).
Hjalmar!

HJALMAR.
Se sa; nu gar han pa jagt ogsa.

GINA (kommer ind).
Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar gar og dundrer inde pa loftet
alene.

HJALMAR.
Jeg vil se ind--

GREGERS (levende, grebet).
Bi lidt! Ved du, hvad det var?

HJALMAR.
Ja visst ved jeg det.

GREGERS.
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!

HJALMAR.
Hvilket vidnesbyrd?

GREGERS.
Det var en barnlig offerhandling. Hun har fat din far til at
skyde vildanden.

HJALMAR.
Skyde vildanden!

GINA.
Nej, taenk--!

HJALMAR.
Hvad skulde det til?

GREGERS.
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for
sa matte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

HJALMAR (blodt, bevaeget).
A, det barn!

GINA.
Ja, hvad hun kan finde pa!

GREGERS.
Hun vilde bare ha' din kaerlighed igen, Hjalmar; hun syntes
ikke hun kunde leve den foruden.

GINA (kaemper med graden).
Der kan du selv se, Ekdal.

HJALMAR.
Gina, hvor er hun henne?

GINA (snofter).
Stakkers, hun sidder vel ude i kokkenet, kan jeg tro.

HJALMAR (gar hen, river kokkendoren op og siger):
Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun
ikke.

GINA.
Sa er hun i det lille kammerset sit da.

HJALMAR (udenfor).
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun ma vaere gat
ud.

GINA.
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.

HJALMAR.
A gid hun bare snart vilde komme hjem,--sa jeg rigtig kan
fa sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu
tror jeg nok, vi kan be