m jeg sa ma udtrykke
mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

GREGERS.
Na ja, hvad sa?

HJALMAR.
Ja, men sa er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette
her vanskelige, som du selv sa', horte til, for at grunde
det sande aegteskab.

GREGERS.
Men det er jo pa en ganske anden made, Hjalmar. Du vil da
vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--?
Na, du forstar mig nok.

HJALMAR.
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget,
som sarer og kraenker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat
ud, som om der slet ingen retfaerdig verdensstyrelse var til.

GINA.
Uf nej, Ekdal, sligt ma du da, ved gud, ikke sige.

GREGERS.
Hm; lad os ikke komme ind pa de sporsmal.

HJALMAR.
Men pa den anden side er det jo rigtignok som om jeg ojner
skaebnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

GINA.
A det er kanske ikke sa sikkert.

HJALMAR.
Det er utvilsomt. Vi bor ikke tvile pa det i al fald; for
just i dette faktum ligger den retfaerdige gengaeldelse. Han
har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.

GREGERS.
Desvaerre, han har forblindet mange.

HJALMAR.
Og nu kommer den ubonhorlige, den gadefulde, og kraever
grossererens egne ojne.

GINA.
Nej, at du tor sige sligt stygt noget! Jeg blir rent raed.

HJALMAR.
Det er tjenligt at fordybe sig i tilvaerelsens natsider en
gang imellem.

(Hedvig, i hat og kabe, kommer glad og forpustet ind gennem
gangdoren.)

GINA.
Er du alt der igen?

HEDVIG.
Ja, jeg vilde ikke ga laenger. Og det var godt; for nu modte
jeg nogen i porten.

HJALMAR.
Det var vel denne fru Sorby.

HEDVIG.
Ja.

HJALMAR (gar op og ned).
Jeg vil habe, du skal ha' set hende for sidste gang.

(Taushed. Hedvig ser forknyt snart pa den ene snart pa den
anden som for at udforske stemningen.)

HEDVIG (naermer sig indsmigrende).
Far.

HJALMAR.
Na,--hvad er det, Hedvig?

HEDVIG.
Fru Sorby havde noget med til mig.

HJALMAR. (standser).
Til dig?

HEDVIG.
Ja. Det er noget, som skal vaere til imorgen.

GINA.
Berta har altid havt en liden ting til dig pa den dagen.

HJALMAR.
Hvad er det for noget?

HEDVIG.
Nej, det kan du ikke fa vide nu; for mor skal gi' mig det pa
sengen imorgen tidlig.

HJALMAR.
A, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!

HEDVIG (skynder sig).
Nej, du kan gerne fa se det. Det er et stort brev.

(tar brevet op af kabelommen).

HJALMAR.
Et brev ogsa?

HEDVIG.
Ja, det er bare brevet. Det andet