kommer vel siden. Men
taenk,--et brev! Jeg har aldrig fat noget brev for. Og sa
star der "froken" udenpa det. (laeser.) "Froken Hedvig
Ekdal". Taenk,--det er mig.

HJALMAR.
Lad mig se det brev.

HEDVIG (raekker ham det).
Der kan du se.

HJALMAR.
Det er grosserer Werles hand.

GINA.
Er du viss pa det, Ekdal?

HJALMAR.
Se selv.

GINA.
A tror du, jeg skonner mig pa sligt?

HJALMAR.
Hedvig, ma jeg abne brevet--og laese det?

HEDVIG.
Ja det ma du gerne, hvis du vil.

GINA.
Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo vaere til imorgen.

HEDVIG (sagte).
A kan du ikke la' ham laese det! Det er visst noget godt; og
sa blir far glad; og sa blir her fornojeligt igen.

HJALMAR.
Jeg ma altsa abne det?

HEDVIG.
Ja, vaer sa snil, far. Det skal bli morsomt at fa vide, hvad
det er.

HJALMAR.
Godt. (abner brevet, tar et papir ud, laeser det igennem og
synes forvirret.) Hvad er da dette her--?

GINA.
Hvad star der for noget da?

HEDVIG.
A ja, far,--sig det!

HJALMAR.
Vaer Stille, (laeser det en gang til igennem; er bleven bleg,
men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.

HEDVIG.
Nej, taenk! Hvad far jeg da?

HJALMAR.
Laes selv.

HEDVIG (gar hen og laeser en stund ved lampen).

HJALMAR (halvhojt, knytter haenderne).
Ojnene! Ojnene,--og sa det brevet!

HEDVIG (afbryder laesningen).
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.

HJALMAR (tar brevet fra hende).
Du Gina,--kan du forsta dette her?

GINA.
Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.

HJALMAR.
Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle
bedstefar ikke mere behover at bemoje sig med den
arkskriften, men at han herefter kan haeve hundrede kroner
manedlig pa kontoret--

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Hundrede kroner, mor! Det laeste jeg.

GINA.
Det blir jo godt for bedstefar.

HJALMAR.
--hundrede kroner, sa laenge han har det nodig,--det vil
naturligvis sige, sa laenge til han har lukket sine ojne.

GINA.
Na, sa er da han forsorget, stakkers.

HJALMAR.
Men sa kommer det. Det laeste du nok ikke, Hedvig. Bagefter
skal denne gave ga over pa dig.

HEDVIG.
Pa mig! Alt sammen?

HJALMAR.
Du er sikkret det samme belob for hele dit liv, skriver han.
Horer du det, Gina?

GINA.
Ja, jeg horer det nok.

HEDVIG.
Taenk--alle de penge, jeg far! (rusker i ham.) Far, far, er
du da ikke glad--?

HJALMAR (undviger hende).
Glad! (gar om pa gulvet.) A, hvilke fjernsyn,--hvilke
perspektiver der ruller op for mig! H