er
inde pa morkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
skytter til i verden, end han, den gamle manden, nar han far
tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
fortorkede juletraeerne, som han har gemt pa, de er for ham
det samme, som hele, store, friske Hojdalsskogen; hanen og
alle honerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
gir sig i kast med, han, den spraeke friluftsgubben.

GREGERS.
Den ulykkelige gamle lojtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
mattet sla af pa sin ungdoms idealer.

RELLING.
Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
logne.

GREGERS.
Mener De, at de to ting er i slaegt med hinanden?

RELLING.
Ja, omtrent som tyfus og forradnelsesfeber.

GREGERS.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, for jeg har reddet Hjalmar
ud af Deres klor!

RELLING.
Det turde bli' vaerst for ham. Tar De livslognen fra et
gennemsnitsmenneske, sa tar De lykken fra ham med det samme,
(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Na, lille vildand
-mor, nu gar jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
funderer pa den maerkelige opfindelsen.

(gar ud gennem gangdoren.)

GREGERS (naermer sig Hedvig).
Jeg kan se pa Dem, at det ikke er fuldbragt.

HEDVIG.
Hvilket? A, det med vildanden. Nej.

GREGERS.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde fores ud i handling,
kan jeg taenke.

HEDVIG.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vagned idag tidlig
og husked pa det, vi havde snakket om, sa syntes jeg, det
var sa underligt.

GREGERS.
Underligt?

HEDVIG.
Ja jeg ved ikke--. Igar kveld, straks med det samme, syntes
jeg, der var noget sa dejligt i det; men da jeg havde sovet,
og husked pa det igen, sa syntes jeg ikke, det var noget
videre.

GREGERS.
A nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gat til
spilde i Dem.

HEDVIG.
Ja det bryr jeg mig ikke om; nar bare far vilde komme op, sa--

GREGERS.
A, havde De sa sandt fat opladt oje for det, som gir livet
vaerd,--havde De det sande, glade, modige offersind, sa
skulde De vel fa se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
jeg tror pa Dem endnu, jeg, Hedvig.

(han gar ud gennem gangdoren.)

(Hedvig driver om pa gulvet; derpa vil hun ga ud i kokkenet;
idet
samme banker det indenfor pa loftsdoren; Hedvig gar hen og
abner pa
klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver doren for igen.)

EKDAL.
Hm, det er klein moro at