rstod sa pent at
deklamere andres vers og andres tanker--

GREGERS (harmfuld).
Er det Hjalmar Ekdal, De taler saledes om?

RELLING.
Ja, med Deres tilladelse; for saledes ser det ud indvendig,
det gudebillede, som De ligger naesegrus for.

GREGERS.
Jeg trodde dog ikke, at jeg var sa aldeles blind heller.

RELLING.
A jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
ogsa, ser De.

GREGERS.
Det har De ret i.

RELLING.
Jaha. De lider af et kompliceret tilfaelde. Forst er det nu
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og sa det, som vaerre
er,--altid gar De og orsker i tilbedelses-delirium; altid
skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

GREGERS.
Ja udenfor mit eget ma jeg visselig soge det.

RELLING.
Men De tar sa skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
som De tror at se og hore omkring Dem. De er atter igen
kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
bor ikke solvente folk her i huset.

GREGERS.
Nar De ikke har hojere tanker om Hjalmar Ekdal, end som sa,
hvor kan De da finde nogen glaede i stodt og stadig at vaere
sammen med ham?

RELLING.
Herre gud, jeg skulde da vaere en slags doktor, med skam at
sige; og sa ma jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
hus med.

GREGERS.
Se sa! Er Hjalmar Ekdal ogsa syg?

RELLING.
Folk er syge omtrent alle i hob, desvaerre.

GREGERS.
Og hvad kur bruger De sa for Hjalmar?

RELLING.
Min saedvanlige. Jeg sorger for at holde livslognen oppe i
ham.

GREGERS.
Livs--lognen? Jeg horte ikke rigtig--?

RELLING.
Jo, jeg sa' livslognen. For livslognen er det stimulerende
princip, det, ser De.

GREGERS.
Ma jeg sporge, hvad det er for en livslogn, Hjalmar er
befaengt med?

RELLING.
Nej tak; jeg forrader ikke slige hemmeligheder til
kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den pa
Molvik ogsa. Ham har jeg gjort "daemonisk". Det er nu den
fontanellen, jeg matte saette ham i nakken.

GREGERS.
Er han da ikke daemonisk?

RELLING.
Hvad fan' vil det sige at vaere daemonisk? Det er jo bare
noget sludder, som jeg fandt pa for at berge livet i ham.
Havde jeg ikke det gjort, sa var det stakkers skikkelige
svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
herrens ar siden. Og sa gamle lojtnanten da! Men han har nu
rigtignok fundet pa kuren selv.

GREGERS.
Lojtnant Ekdal? Hvad han?

RELLING.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjornejaegeren, gar d